Bliv praktikant i et forretningsdrevet HR-team i efteråret 2022

  • Fuldtid

Firmabeskrivelse

Drømmer du om at arbejde med hele HR-paletten i en dynamisk og international virksomhed? Kunne du tænkte at indgå i et praktikforløb med en høj grad af indflydelse fra starten, samt bidrage med din viden i et fagligt stærkt og ambitiøst team? Så er dette praktikpladsen til dig!

HR-teamet i Eurofins Danmark består af otte medarbejdere, som er fordelt på vores syv forskellige sites i Danmark. Til dagligt arbejder vi blandt andet med rekruttering, lederrådgivning, udviklingsinitiativer, organisationsudvikling, forandringsledelse og trivsel. Vi dyrker vores fælles passion og sparrer gennem ugentlige HR-møder, månedlige afdelingsmøder og løbende kontakt til kolleger på tværs af sites.

Jobbeskrivelse

Hos Eurofins vil du som praktikant i HR-afdelingen få en unik indsigt i, hvordan et forretningsdrevet HR-team arbejder og skaber værdi i en stor, international organisation. Din praktik vil være todelt. Dette betyder, at du vil bidrage til at løse almindelige driftsopgaver i forbindelse med rekruttering, samt iværksætte og udvikle et specifikt projekt. Alt sammen i tæt samarbejde med din nærmeste leder og kolleger i HR.

  • Driftsopgaver kan eksempelvis være at skrive jobopslag, screene kandidater, indkalde til samtale, tage referencer samt assistere vores rekrutteringskonsulent og HR Business Partnerne med ad hoc-opgaver.
  • HR udviklingsprojektet definerer vi i fællesskab, så du har mulighed for at få indflydelse på både indhold og output. Det kan eksempelvis være en løsning eller et initiativ på et konkret område i Eurofins. Undervejs i projektet får du tæt sparring med og feedback fra både ledere og involverede kolleger.

Du vil få en alsidig hverdag, som kan være en kombination af hjemmearbejde og fysisk fremmøde alt efter, hvad der giver mening for dig og dine opgaver. Teamet er både placeret i Vejen (Trekantområdet) samt i Københavns- og Aarhus-området. Du vil blive tilknyttet kontoret i Vejen.

Kvalifikationer

Vi forestiller os, at du er bachelor- eller kandidatstuderende på en videregående uddannelse inden for erhvervspsykologi, HRM eller lignende. Du er fagligt stærk og er nysgerrig på at tilegne dig ny viden inden for HR-området. Derudover er du kvalitetsbevidst og har øje for værdiskabelse.

Du arbejder proaktivt og selvstændigt, og at du trives med udfordringer og differentierende opgaver. Ligeledes motiveres du af muligheden for at bidrage med idéer til, hvordan vi kan forbedre og udvikle vores interne HR-processer og aktiviteter. Desuden har du flair for IT-systemer og tør række ud og samarbejde på afstand ­– både telefonisk og via Microsoft Teams.

Hvad tilbyder vi?

At du bliver en vigtig del af et ressourcestrækt team, hvor sparring på tværs er i højsædet. Du vil fra starten få ansvaret for egne opgaver, som vil bidrage til din faglige og personlige udvikling hos os. Du vil opleve en stor grad af fleksibilitet og medbestemmelse, så du kan sætte dit eget præg på praktikperioden. Dertil vil du få praktisk erfaring med en masse områder inden for HR – herunder rekruttering og organisationsudvikling. Der er tale om en ulønnet praktikplads, men vi tilbyder en fordelagtig frokostordning, gode udviklingsmuligheder og fantastiske kolleger.

Yderligere informationer

Praktikperiode

Din praktik kan tilrettelægges i perioden august til december 2022 i overensstemmelse med dit studiesteds krav. Uanset ECTS point og antal uger er vi fleksible i forhold til at strukturere forløbet, så det passer ind i dit studie og din hverdag med valgfag, vejledning og opgaveskrivning.

Ansøgning

Send din ansøgning, dit CV og dine uddannelsespapir samt andre relevante bilag, ved at klikke på "Jeg er interesseret". Ansøgningsfrist er den 30. maj 2022. Vi vil løbende indkalde til samtaler, så vent ikke med at sende din ansøgning afsted. I forbindelse med rekrutteringsprocessen, vil du blive bedt om at fremvise straffeattest.

Vil du vide mere?

Vil du vide mere om praktikstillingen, er du velkommen til at kontakte HR Director Marianne Elsborg Ibsen på [email protected]

Vi glæder os til at høre fra dig!


Eurofins Scientific er en international life science virksomhed, som tilbyder et unikt udvalg af analyser til kunder inden for mange forskellige industrier, med det formål at gøre livet og vores miljø mere sikkert, sundere og mere bæredygtigt. Fra den mad du spiser, til vandet du drikker, til medicinen du anvender, arbejder Eurofins sammen med de største virksomheder i verden, for at understøtte, at de produkter virksomhederne udbyder er sikre, deres ingredienser er autentiske og at mærkningen på produkterne er korrekte. Eurofins er verdensledende inden for test af fødevarer, miljø, farmaceutiske og kosmetiske produkter, samt agro-science CRO services.  Eurofins er ydermere en af de globale markedsledere inden for specifikke test og laboratorieservices inden for genomics, farmakologi, retsmedicin, CDMO, avanceret materialevidenskab, samt support til kliniske studier. 

På lidt mere end 30 år er Eurofins vokset fra at været et enkelt laboratorium i Nantes i Frankrig, til at bestå af 58.000 medarbejdere i et netværk af mere end 1000 selvstændige selskaber og 900 laboratorier i over 54 lande. Eurofins tilbyder en portefølje af mere end 200.000 analytiske metoder, til at evaluere sikkerhed, identitet, sammensætning, ægthed, oprindelse, sporbarhed og renhed af biologiske stoffer og produkter. Som en af de førende spillere inden for specialiseret klinisk diagnostisk test, tilbyder vi endvidere vi innovative klinisk diagnostiske testydelser.

I 2021 genererede Eurofins en samlet indtægt på 5,4 milliarder Euro og er i blandt de aktier, som har performet bedst i Europa over de sidste 20 år.

Fortrolighedspolitik